Sidste måned var jeg til Autisme-foreningens SIKON-konference i Odense for at networke og markedsføre Pictoboards. Her var jeg så heldig at høre en forelæsning af den anerkendte amerikanske psykolog og autismeforsker Ross W. Greene.  

Ross W. Greene har bl.a. skrevet de populære bøger: ”Det eksplosive barn” og ”Opdragelse uden skældud”.  Jeg læste selv ”Det eksplosive barn” under Pictoboards opstartsfase – og for forældre til alle slags børn er der altså rigtig mange guldkorn at hente her om børneopdragelse.

Ross W. Green, svarer på spørgsmål fra deltagerne i “Fra magt og kontrol til samarbejde og problemløsning” workshoppen.

Derfor var jeg også rigtig spændt på, at skulle opleve Greene i en live udgave – og helt som forventet var foredraget både enormt inspirerende og lærerigt. Her er nogle af de vigtigste pointer fra forelæsningen som jeg tog med mig:

Vi stiller for høje krav til vores børn
En af Greenes centrale teorier er, at børn gør det godt, hvis de kan. Det vil med andre ord sige, at mange af de konflikter eller ”issues” vi som forældre, pædagoger, lærere osv. oplever med børn IKKE skyldes at barnet er ugideligt, vil være Rasmus modsat eller lignende.

I virkeligheden handler problemet om at barnet ikke kan – og derfor reagerer. De krav, der bliver stillet til barnet er simpelthen for store i forhold til der, hvor barnets færdigheder ligger her og nu.

Spørg dit barn: ”Whats up?”
Hvordan finder man så ud af at stille de ”rigtige” spørgsmål, så de matcher barnets evner? Greene er her stærk fortaler for en empatisk og lyttende tilgang. Den voksne bør sætte sig ned i øjenhøjde med barnet og spørger ind til, hvad det er der er på spil: ”Whats up?” – som han på bedste amerikaner facon formulerer det.  Så får man barnet i gang med at italesætte, hvad det oplever.

Et eksempel på et ”issue”, som Ross W. Greene nævnte, er et barn der ikke vil have børstet tænder. Et klassisk situation som mange forældre kender. Ved at spørge ind til barnets oplevelse af situationen finder man måske ud af at det gør ondt et bestemt sted i munden, at barnet ikke kan lide tandpastaen – eller noget helt tredje. Pointen er, at man herefter rent faktisk kan gøre noget for fremadrettet at forsøge at gøre tandbørstning til en god oplevelse.

Et andet vigtigt budskab er, at der bør være en dialog mellem barn og voksen. Man finder altså en fælles løsning ved at barnet får lov til at bidrage med sin del, såvel som at den voksne fortæller sin version af sagen. Det kan være information til barnet om, at det er vigtigt, at man børster tænder for ellers får man huller, og så skal man altså til tandlægen. Det er naturligvis vigtigt, at barnet ved det.

Voksne glemmer at lytte
I modsætning til den empatiske tilgang falder vi voksne ofte i den fælde, at vi fortæller vores børn, hvad de SKAL. Og ja nogle gange er det vigtigt at være kontant. Et rigtig godt eksempel Greene kom med er, hvis et barn er på vej ud foran en bil. Så er der selvfølgelig ikke tid til en længere pædagogisk dialog.

Problemet er dog, at der ofte går inflation i ”du-skal tilgangen”. For nu at vende tilbage til eksemplet med tandbørstningen – så fortalte Greene om en far, der blev ved med at købe nye tandpasta-mærker til sin søn, der ikke ville børste tænder. Lige meget hjalp det. Det viste sig til sidst, at være noget helt andet end smagen den var gal med. Faren burde jo have ulejliget sig med at spørge ”whats up?” langt tidligere. Han var dog så forhippet på at få problemet løst på sine præmisser – så han glemte at spørge og lytte. Og det er jo lidt ris til egen røv, når konflikten bare opstår igen og igen.

Vælg dine kampe
Udover empatiens vej og den løftede pegefinger som beskrevet ovenfor – nævner Greene en tredje strategi som er at gøre ingenting. Som i drop tandbørstningen. Det er ikke anbefalelsesværdigt som en primær tilgang, men det kan af og til være nødvendigt afhængig af situationen. Ret fornuftigt påpeger han nemlig, at man ikke arbejde med alle problemer hele tiden. Man er derfor nødt til at vælge nogle af de vigtigste ting ud.

Konkret anbefaler han, at man sætter sig ned i familien og sammen definerer en række af de forhold, hvor forventningerne ikke matcher barnets færdigheder. Listen kan godt være lang. Man tager så 2-3 punkter af gangen. Arbejder sig stødt og roligt frem og løser successivt. Og hele tiden skal man naturligvis huske at få barnet med ind over.  

Jeg synes det er super genialt med den her form for mapping. Man får et overblik – og kan også senere huske, hvad det egentlig var man talte om. Ross Greene er en stærk teoretiker, men han forstår på den måde også at gøre teorien tilgængelig – så man kan praktisere det han siger på en struktureret måde. 

Faktisk kan man læse mere om hans teorier og lytte til hans podcast https://www.livesinthebalance.org/outreach

Skriv et svar